Hverdagen paa vejen

Lagos-Ibandan hovedvej lever saa sandelig op til dens oegenavn “Nigeria’s gateway to heaven”. Paa grund af daarligt vejsystem med kratere og revner, forsnaevringer og manglende trafikregulering, er det der man skal tage hen hvis man er traet af at leve.

I dag kunne jeg igen laese i avisen om en fatal ulykke paa netop denne straekning.

 

Det er ikke sjaeldent jeg ser trafikuheld i Lagos fordi den jaevne bilist koerer som en braekket arm.

I det hele taget har folk et meget afslappet forhold til koerselssikkerhed her.

Jeg blev introduceret for bemaerkningen “This is Nigeria for you” for foerste gang da jeg havde vaeret i landet i et doegns tid og skulle koere med en chauffoer som tydeligvis havde faaet en enkelt taar over toersten. At naegte at koere med en fuld person bag rettet er en meget slem fornaermelse mod personen og det er europaeisk snobberi. Her maatte jeg for foerste gang se mine fine fornemmelser brutalt blive fejet bort “for intergrationens skyld”.

Har senere erfaret at spritbilisme er en yndet hobby for rigtig mange nigerianere og med mindre man bor paa Victoria Island, og har sin privatchauffoer til raadighed 24/7, saa er det svaert at vaere principiel paa omraadet.

Folk her har affundet sig med at trafikulykker, foresaget af alkohol paavirkning, er en del af naturens gang og det er spild af energi at kaempe imod dette.

Gennerelt koerer folk retarderet her. Enhver chance for at liiige at snige sig ind i den anden bane bliver benyttet og disse manoevrer resulterer ikke sjaeldent i trafikuheld og/eller masseslagsmaal midt paa vejen. Begreber som vigepligt, ensretning og fartbegraensning er fremmede her.  Saa jeg er faerdig med at bande som en gal havnearbejder i Aarhus’ morgentrafik- Danmark med 5 mio indbyggere og et areal paa over 43.000 km2 er peanuts sammenlignet med Lagos by med en befolkning paa over 20 mio indbyggere (folk kan ikke blive enige, men dette er det mest sansynlige skoen) og et areal pa 14.000 km2 -en del af dette areal er daekket af vand – saa naar jeg sidder i bilen paa vej til arbejde og erfarer at jeg har rykket mig 10 meter paa 20 minutter droemmer jeg mig hjem til Aarhus og byens morgentrafik.

 

Jeg fik et meget daarligt indtryk af min vaertsmor da jeg moedte hende for foerste gang. I loebet af vores koeretur fra punkt A til punkt B praesterede hun at koere ind i to biler og en motorcykel, ingen kom dog til skade, og placere sig saa haabloest paa vejbanen at hun maatte faa andre til at navigere hendes bil fri igen tre gange, mens hun stod i vejkanten og tudede som et barn der er blevet vaek fra sin mor. Da vi endelig naede vores destination fortalte hun mig at hun ikke har koerekort, “men det er der alligevel ikke mange der har her”. Hvis mit indtryk er korrekt indtilvidere saa er hun ikke et enestaaende eksemplar af arten “homohovedloes”.   

  

Tilbage til Lagos-Ibandan vejen; for anden gang inden for en maaned er en lastbil fyldt med braendstof tippet omkuld paa denne straekning, har sat ild til alt i dens naerhed og efterladt et landskab med udbraendte koeretoejer og forkullede menneske lig.

Og hvad bliver der saa gjordt ved det? som det ser ud nu er der ikke rigtig noget at goere ved det. Regeringen har godtnok igangsat renovationer af vejsystemet, men definitionen af renovation er aabenbart hovedsageligt at fjerne alt affald fra de aabne kloarker (som ligger parralelt med vejene) og fylde skidtet i de huller som er dannet i vejen. De steder hvor der asfalteres kan man regne med at det vil holde op til et halvt aar, derefter er vejen igen saa slidt at der boer renoveres. Saa medmindre man finder en metode til at reducere antallet af biler paa vejene, vil Lagos’ veje fortsat vaere det rene selvmord at bevaege sig ud paa.

Rasmus modsat

Nigeria bestaar af 50 procent muslimer og godt 40 procent kristne. Paa trods af at befolkningen har formaaet at inddele sig geografisk efter deres religion (muslimer i nord, kristne i syd), er der stadig en religioes magtkamp koerende mellem de kristne og muslimerne, saagar indenfor kristendommen kaempes der for at vaerge flest mulige medlemmer.
Religions-konkurrencen har dannet et bybillede overklistret med religioese budskaber og trusler om alverdens ondskab medmindre man stoetter netop denne kirke (det kan vaere hyldelster til Jesus eller Jehova mf.)
Naar man taender for radioen hoerer man ikke de velkendte reklamer for produkter som man ikke vidste at man ikke kunne leve foruden, men reklamer for den kirke man noedvendigvis skal vaere tilknyttet for at vaere en god Kristen.
Da kirken ikke bliver financieret af staten som herhjemme er den afhaengig af at man paa gammeldags maner spytter i kirkeboessen naar den gaar rundt- saa jo flere mennesker i kirken desto flere Naira I kassen.
Jeg vil tillade mig at sige at nigerianerne er fanatiske med deres religion, som spiller en vaesenlig rolle i alle dele af samfundet, og som atheist er det svaert for mig at udholde de konstante praediker jeg udsaettes for af folk som tror at de kan omvende mig.
Selvom at de fleste tilkendegiver at de respekterer at jeg har min overbevisning og ikke oensker at blive paatvunget andres, er den oftest forekommende afslutningsbemaerkning at, man ikke oensker at tvinge mig til at vaere Kristen, men at jeg blot skal moede jesus foer jeg kan afvise religionen.
Jeg kan hilse og sige at en bemaerkning som at Jesus doede for 2000 aar siden, ikke falder i god jord her.
Som en del af min intergration er det god skik at jeg deltager i hjemmets aftenboenner, for det meste formaar jeg at snige mig udeom disse, men det haender at jeg maa se mig overmandet og mismodigt maa staa skoleret overfor disse, for mig, meningsloese ritualer.
Jeg vil ikke betegne mig selv som anti-autoritaer, men jeg kaemper konstant mod et system som er gennemsyret af meningsloese regler og ritualer, og for ikke at miste besindelsen har jeg udviklet et usynligt reaktionaert forsvar. Dette goer sig f.eks. gaeldende under aftenboennerne hvor min vaertsfamilie med stor glaede lader mig foere ordet paa dansk. Under disse danske boenner plejer jeg detaljeret at beskrive al den danske mad jeg savner og laenges efter og indimellem tilfoejer jeg et amen eller hallelujah for at tilfredsstille familien.
Nigeria har, som alle lande, nogle maerkvaerdige regler, som at man ikke maa floejte efter moerkets frembrud- dette er blevet gjordt mig forbudt- da man derved hidkalder det onde (Uhhh). Og i min protest mod meningsloese regler “glemmer” jeg ofte dette og nyder at floejte muntert og hoejlydt spankulerende gennem dagligstuen, og blot at se maaden hvorpaa min vaertsmor skaerer taender og vraenger ansigt er nok til at loefte mit humoer vaesentligt i et par timer, en saadan handling er som regl afsluttet men en ligegyldig bemaerkning som “Ups, I forgot”.
Hvis jeg virkelig er i hopla kan jeg bruge timer paa at skraale de sange jeg kan paa dansk som indeholder flest bandeord og har de mest sjofle tekster, og jeg griner indvendigt naar jeg hoerer boernene forsoege at synge efter paa mine danske tekster. Jeg er gaaet saa vidt til at give min vaertsmor oegenavnet “Bussemand” – hun tror det betyder Yndig, og boernene kalder hende lejlighedsvis ved hendes nye danske navn.
Denne overmaade ukultiverede ageren giver mig de smaa glaeder og jeg kan sidde for mig selv og fnise som et lille barn af mine narrestreger.
Da jeg kom hjem fra arbejde en dag fandt jeg en udgave af biblen paa min seng og Bussemandens kusine kom ind og tilkendegav at hun ville laane mig biblen saa jeg kunne vaere forberedt til naar jeg ville moede Jesus- I en munter tone fortalte jeg hende, som en “apropos biblen”, om hvordan en af mine venner benyttede siderne i biblen som erstatning for joint-papir naar han loeb toer fordi papiret havde den helt perfekte tykkelse.
Dette er maaske at gaa over stregen med mine blasfemiske tendenser, men jeg har erfaret at det er den type metoder jeg er noedt til at anvende hvis jeg vil opnaa at de forstaa mine pointer.
Og I aften vil jeg fortaelle ungerne om den gudsforladte Ronja-roeverdatter paa trods af at Bussemanden har sagt at jeg korruperer deres sarte sjaele derved. HaeHaeHae.

House of Corruption

Den mest aktuelle sag i Nigeriansk politik for tiden er nu blevet saa absurd at jeg ikke kan lade vaere med at kommentere den.
Patricia Etteh er formand for Repraesentanternes Hus i Nigeria og medlem af det regeringsbaerende parti, PeoplesDemocraticParty. Hun har gjordt sig specielt bemaerket da hun ufrivilligt er blevet hovedperson i en yderst uheldig korruptionssag.
Etteh er anklaget for at have benyttet 628milioner naira af skatteydernes penge paa at renovere sit private hjem, og nu oensker oppositionen at hun forlader sit embede og bliver stillet for retten, men hendes kollegaer fra PDP, som har flertallet af saederne i repraesentanternes hus, oensker at hun forbliver hvor hun er.
Denne sag kom frem blot en maaned efter at PDP offentliggjorde deres anti-korruptions politik, men indtil videre har nigerias president, og partifaelle med Patricia Etteh, valgt ikke at kommentere sagen.
Medlemmerne af repraesentanternes hus har den seneste tid brugt mange arbejdstimer paa at diskutere Patrica Etteh sagen, og skulle vaere kommet med en endelig afgoerelse om henes fremtid i gaar, men under forhandlingerne i gaar udbroed der uenigheder som resulterede i masseslagsmaal og endte med at et fremtraedende medlem af repraesentanternes hus, ogsaa medlem af PDP, fik et hjerteslag og doede deraf, dette betoed at forhandlingene maatte stoppe.
Sagen har indtil viderere kostet mange arbejdstimer og skattekroner, og der er endnu ikke truffet nogen afgoerelse, da Etteh naegter at forlade sit embede frivilligt.
Sagen bliver af mange gjort endnu mere kompliceret end den i forvejen er, ved at Etteh er den foerste kvinde til at besidde en saa hoej post i nigeriansk politik.
Mange kvindefjenske politikere mener at denne sag er ensbetydende med at kvinder og politik ikke kan forenes, og at man i fremtiden skal undgaa at vaelge kvinder til politiske poster, “this is a mans world”.
Samtidig med at denne sag koerer kan man lease i de nigerianske aviser om offentligt ansatte som har forenet sig i massedemonstrationer mod regeringen fordi de ikke har modtaget loen i op til et aar og regeringen staar med en milliard-gaeld til dem, men er ude af stand til at udbetale loenningerne.
Dette har naturligvis ikke hjulpet landet i deres kamp imod korruption, da de offentligt ansatte er noedt til at modtage bestikkelse for kunne forsoerge deres familier, samtidig kan de se deres sag blive negligeret til fordel for Etteh sagen der bude vaere meget enkel. Etteh burde have traat tilbage fra sit embede da sagen kom frem i stedet for at benytte tid og penge paa at traekke det i langdrag.
Jeg ser kun en konstruktiv loesning, som er at Etteh bliver frataget sit embede og stillet til regnskab for sine handlinger, saa der kan statuerers et eksempel fra regeringens side. For at kunne kalde sig et demokratisk parti er man noedvendigvis noedt til at benytte demokratiske metoder i sin politik, korruption inden for egne raekker er ikke en del af disse.
TIA

Maanedsopgoerelse:

jeg sidder her paa mit svedende varme kontor, omgivet af et inferno af lyde og lugte. Klimaet her er lige nu meget varmt og tungt. Det er i slutningen af regnsaesonen saa luftfugtigheden er hoej, hvilket giver en sauna-lignende effekt som goer det ulideligt at bevaege sig rundt. Naetterne er endda vaerre end dagtimerne hvis man ikke har raad til a/c eller myggenet (som i min vaertsfamilie), og da vi er i slutningen af regntiden kommer der engang imellem nogle voldsomme regnskyld, som laegger gader og gaarde fuldstaendig under vand og stopper al trafik, men de goer ikke luften friskere.

For tiden har jeg meget travlt paa arbejdet. jeg har faaet de noedvendige redskaber til at udfoere et anstaendigt stykke arbejde nu, saa jeg kan ikke laengere klage, og hvis jeg skulle klage vil det snarere vaere pga for meget arbejde end for lidt. Mine medarbejdere naerer en ekstrem grad af tillid til mig som goer det muligt for mig at give mig i kast med mange spaendende projekter, som jeg soerger for at udnytte til det sidste. Lige nu er jeg igang med tre store projekter, til fremmelse af folkeoplysning og demokrati. Jeg skal i slutningen af november afholde et seminar i det der svarer til et voksenpaedagogisk grundkursus, for en gruppe sygeplejesker fra Lagos Universitetshospital. Dette har til formaal at give sygeplejeskerne de noedvendige redskaber til at undervise mennesker om HIV/AIDS, “Family-planning” mm. Det andet seminar jeg arbejder paa er for folkeskolelaerere om det jeg kalder positiv undervisning, men det gaar egentlig bare ud  paa at forklare laerere at der er andre disiplineringsmetoder end fysisk afstraffelse i undervisningen, dette kan lyde simpelt, men hvis man foerst har faaet et indblik i den nigerianske kultur, vil man vaere klar over at vold som del af opdragelsen, er noget der ligger saa dybt i kulturen og folks bevidsthed, at det ikke bare saadan er til at aendre. Det sidste semnar jeg er igang med handler om arbejdsvilkaarerne for tjenestefolk i Nigeria, dette ser jeg naesten som det vigtigste enme at beskaeftige sig med, da det er omraader som dette hvor den egentlige mishandling er vaerst, og dette foregaar i det skjulte. Nigeria har en stor del af befolkningen i slaveri, men disse folk er forklaedt og retfaerdiggjordt som tjenestefolk. Jeg bor selv i et hjem med en tjenestepige, og det skaerer i mine oejne at se hvordan hendes liv er blevet gjort vaerdiloest.

Jeg bruger det meste af min fritid paa at spille “movie star” paa Victoria Island. jeg har faaet mig en solid vennekreds. men -uheldigt for min integration- er de fleste af dem amerikanere som er kommet til Nigeria for at investere i raa-materialer. Nigeria er et rigt land paa det omraade, men fordi industrialiseringen ikke for alvor har faaet sig tag om Nigeria, er disse natur resourcer langt fra blevet udnyttet fuldt ud endnu, og derfor er det en meget favorabel forretning for de der er i denne industri. Disse drenge har, ligesom jeg, det bedst i de rige omraader (efter Nigerianske standarter) da det kommer tilnaermelsevis op paa det samme niveau af luksus som vi er vandt til hjemmefra. Lagos har tre-fire brugbare strandomraader som folk benytter, men for en dansker er der kun ‘en strand som er “sikker” at benytte. Stranden er hovedsageligt besoegt af rige mennesker, da det er dyrt at komme dertil. Den er en lille oe som man kun kan komme til via kanoer, og jeg nyder at komme der da understroemmen ikke er saa kraftig som hos de resterende strande- saa det er den eneste strand hvor man kan bade, den mere idylisk end noget andet sted i Lagos og den er et godt afbraek fra de ubehagelige lugte og larmen i hverdagen. 

En del af aarsagen til at jeg ikke kun har nigerianske bekendte, er at kulturen og dens effekt paa den nigerianske mentalitet er saa langt fra min til at jeg kan forene mig med den. Min nyssgerige mor spurgte mig om jeg have faaet mig en kaereste her i Nigeria, og jeg tog mig selv i naesten at rynke paa naesen, ikke fordi jeg finder de nigerianske maend grimme eller frastoedende, men fordi de lever deres liv saa radikalt anderledes at jeg, som sagt, ikke kan faa det til at passe ind i min verden. Naar jeg taler med folk om kultur er det ofte som om de ikke forstaar hvad jeg taler om, ikke som sprogbarierere men mere kulturbarierere. Naar jeg siger at det er forkert at slaa boern, er den typiske reaktion et forsoeg paa at retfaerdiggoere volden med forklaringer som at “det staar i biblen at det er rigtigt at slaa boern” eller “boern er som dyr, det er den eneste maade de kan forstaa det paa” eller “det er jo ikke haardt vi slaar dem”. Det er som om jeg er blandt et folkefaerd som ikke har faaet en forstaaelse for at handlinger kan have psykologiske effekter og det virker som om de fleste ikke engang er bekendte med simple begreber som social arv og ligestilling. dette goer det vanskeligt for mig at finde venner- men selvfoelgelig er der undtagelser!

Noget andet jeg har bemaerket er prioriteringerne i livet. Hos min vaertsfaminle er der nedslidte og hullede linoleumsgulve, mugne vaegge, ingen varmt vand (men det er der nu sjaeldent nogen steder), rotter, mus karkelakker, myg og andet godtfolk, og samtidig har familien tre fjernsyn med kabeltv, tre biler, raad til en tjenestepige og de drikker sodavand og spiser slik flere gange dagligt, og de siger at de ikke har “raad” til at koebe en smule frugt eller groensager (dette er hoejest sansyneligt blot en undskyldning, da de ikke bryder sig om kanin-aede), prioriteringer som disse, er stadig noget jeg bliver forarget over. Bemaerkelsesvaerdigt er ogsaa kulturen vedroerende koensroller, (der er mange maerkvaerdigheder her- dette er blot en af dem) naar folk gaar i byen er det maendene der betaler for hele gildet, selvom det kan betyde for ham at han vil vaere flad resten af maaneden, men de oensker hellere at vaere fattig end at miste sin aere overfor en kvinde ved ikke at have raad til at betale hende en oel. Saa hvis man beder om at dele regningen vil det blive taget som en kaempe fornaermelse.

Jeg har allerede fortalt en smule om min vaertsfamilie, men jeg taenkte at det maaske ville vaere interessant for en del af mit publikum at hoere lidt mere om dem. Min familie bestaar af en far (Kayode), en mor (hoppe-borg-dame.. (Bukky)), en soen paa 7 aar (Laolu), en datter paa 6 aar (Moyo) og en datter paa to aar (Mojope). de er for det meste nogle elskvaerdige boern, men jeg er glad for at de ikke er mine Derudover er der en kusine til Bukky (Naomi) som er hoejgravid og gnaven og der er slaven (Halome) som ikke rigtig har nogen identitet eller selvvaerd laengere efter aar med psykisk terror mod hende.

TIA

Ja hurra!

Det er ikke mange dage siden at Nigeria kunne fejre at det nu er 47 aar siden at landet gjorde sig fri af England, men denne befrielsesdag fik mig til at taenke paa hvor langet landet egentlig har udviklet sig siden imperialismen til den dag I dag hvor landet er styret af et formelt demokratisk parti.
Har landet opnaaet de droemme, visioner og objektiver som forfaedrene kaempede for efter frigoerelsen af den britiske kolonimagt.
Har regeringen opfyldt de forventninger nigerianerne har om frihed. Og har nigerianerne det bedre I dag end de havde det for 47 aar siden, er landet overhovedet naaet saa langt til at faa frie og retfaerdige valg?
Jeg ser et traumatiseret land efter en tragisk borgerkrig, langvarigt militaer digtatur, endeloese regeringsskandaler, brudte loefter, skjulte dagsordner og utilstraekkelige lederskaber, og befolkningen fejrer deres befrielsesdag, men jeg graeder for dem.
De sidste otte aae efter frigoerelsen fra det militaere digtatur har vaeret en katastrofe.
Med manipulation I valgprocessen og undretrykkelse af folkets oensker, har anti-demokratiske kraefter sejret I at skabe en ugunstig grobund for et Nigeria til hverken at skabe eller opretholde demokrati. Oppositionen, et vitalt element for et demokrati, lider kraftigt under at vaere blevet drevet af reaktionaere kraefter som snarere er forhindrende for en progressive regering.
Med korrruperede fundamentalister I ministerstolene er det mig tydeligt at se at Nigeria stadig sidder paa dynger af krudtslam, I stedet for at arbejde sig imod en regering som er I stand til forsyne landet med materialer og logisk sans for fredelig politikfoering.
En regering som ikke er I stand til at forsyne sit land med basis stroemforsyning- som er essentielt for en oekonomisk udvikling- har fejlet!

100 kr. for en rugbroedsmad med ost!!

Paa grund af stroemafbrydelser og konstant svigtende genneratorer er det ikke nemt for mig at holde mig beskaeftiget uden for arbejdstiden, saa jeg spenderer mange timer med at sidde ved sterinlysets svage lue forsoegende at tilpasse mig kulturen, accepterer forskellighederne og pakke min negative livsanskuelse saa langt vaek som muligt. I mit forsoeg paa at udoeve psykologisk terapi paa mig selv blev jeg saa smaat klar over at maaske allerede er begyndt at vaenne mig til mit nye land. F.eks. er jeg begyndt at vaerdsaette at “gaa i spand” (her har man typisk ikke brusere eller badekar, men en spand man bader fra) med sterinlys som belysning - det virker naesten som meditation.. kunne jeg forestille mig. Jeg er begyndt at finde det hyggeligt at sidde timevis paa hug og forsoege at vaske mine engangvaerende hvide skjorter rene i haanden, jeg er ennda kommet saa vidt til at efterspoerge mere chilli paa maden. Maaske skyldes denne pludselige optimisme at jeg endelig er blevet helt rask!

Den sidste uges tid har jeg hver nat droemt om oste i alle former og stoerrelse, mand! hvor jeg savner ost, jeg vil give 100 kr. for en ostemad!- for her er ingen maelkeprodukter. Det taetteske man kommer paa maelk er en tarvelig omgang pulverfloede som jeg end ikke ville byde min vaerste fjende. Noget andet jeg savner som en gal er en gardin boef! og ikke en fedtet klat “et-eller-andet” som hoejest sansyneligt stammer fra en selvdoed malkeko.  

Min vaertsfamilie har givet mig mere end jeg foerst havde troet. De har vaeret til megen morskab for mange (til tider ogsaa migselv) og som en ven raadede mig til, er jeg nu begyndt at se -specielt min reservemor- som et interessant antropologisk studium. Jeg lider dog stadig modvilligt under den kvindeundertrykkelse som er saa stor en del af Nigerias kultur at man ikke bare kan sige “jeg er skandinavier, saa jeg kan goere som det passer mig-bland dig udenom”. I kan vel forestille jer hvilken afmagt man foeler naar man kommer fra et liv i selvstaendighed og bliver kylet ind i et sted hvor man skal vaere hjemme inden kl 21 og ens venner skal “godkendes” foer man maa gaa ud. Alt dette er for min egen sikkerhedsskyld- jeg forstaar den del- men hvor er det dog smertefuldt at foele sig som en 5 aarig igen, ude af stand til at til at styre sin egen faerden, enten af frygt eller af tvang. Dette vil sikkert gavne mig senere i livet (en god indstilling hvis man ikke oensker at indse at man spilder sin tid)

TIA