Hverdagen paa vejen

Lagos-Ibandan hovedvej lever saa sandelig op til dens oegenavn “Nigeria’s gateway to heaven”. Paa grund af daarligt vejsystem med kratere og revner, forsnaevringer og manglende trafikregulering, er det der man skal tage hen hvis man er traet af at leve.

I dag kunne jeg igen laese i avisen om en fatal ulykke paa netop denne straekning.

 

Det er ikke sjaeldent jeg ser trafikuheld i Lagos fordi den jaevne bilist koerer som en braekket arm.

I det hele taget har folk et meget afslappet forhold til koerselssikkerhed her.

Jeg blev introduceret for bemaerkningen “This is Nigeria for you” for foerste gang da jeg havde vaeret i landet i et doegns tid og skulle koere med en chauffoer som tydeligvis havde faaet en enkelt taar over toersten. At naegte at koere med en fuld person bag rettet er en meget slem fornaermelse mod personen og det er europaeisk snobberi. Her maatte jeg for foerste gang se mine fine fornemmelser brutalt blive fejet bort “for intergrationens skyld”.

Har senere erfaret at spritbilisme er en yndet hobby for rigtig mange nigerianere og med mindre man bor paa Victoria Island, og har sin privatchauffoer til raadighed 24/7, saa er det svaert at vaere principiel paa omraadet.

Folk her har affundet sig med at trafikulykker, foresaget af alkohol paavirkning, er en del af naturens gang og det er spild af energi at kaempe imod dette.

Gennerelt koerer folk retarderet her. Enhver chance for at liiige at snige sig ind i den anden bane bliver benyttet og disse manoevrer resulterer ikke sjaeldent i trafikuheld og/eller masseslagsmaal midt paa vejen. Begreber som vigepligt, ensretning og fartbegraensning er fremmede her.  Saa jeg er faerdig med at bande som en gal havnearbejder i Aarhus’ morgentrafik- Danmark med 5 mio indbyggere og et areal paa over 43.000 km2 er peanuts sammenlignet med Lagos by med en befolkning paa over 20 mio indbyggere (folk kan ikke blive enige, men dette er det mest sansynlige skoen) og et areal pa 14.000 km2 -en del af dette areal er daekket af vand – saa naar jeg sidder i bilen paa vej til arbejde og erfarer at jeg har rykket mig 10 meter paa 20 minutter droemmer jeg mig hjem til Aarhus og byens morgentrafik.

 

Jeg fik et meget daarligt indtryk af min vaertsmor da jeg moedte hende for foerste gang. I loebet af vores koeretur fra punkt A til punkt B praesterede hun at koere ind i to biler og en motorcykel, ingen kom dog til skade, og placere sig saa haabloest paa vejbanen at hun maatte faa andre til at navigere hendes bil fri igen tre gange, mens hun stod i vejkanten og tudede som et barn der er blevet vaek fra sin mor. Da vi endelig naede vores destination fortalte hun mig at hun ikke har koerekort, “men det er der alligevel ikke mange der har her”. Hvis mit indtryk er korrekt indtilvidere saa er hun ikke et enestaaende eksemplar af arten “homohovedloes”.   

  

Tilbage til Lagos-Ibandan vejen; for anden gang inden for en maaned er en lastbil fyldt med braendstof tippet omkuld paa denne straekning, har sat ild til alt i dens naerhed og efterladt et landskab med udbraendte koeretoejer og forkullede menneske lig.

Og hvad bliver der saa gjordt ved det? som det ser ud nu er der ikke rigtig noget at goere ved det. Regeringen har godtnok igangsat renovationer af vejsystemet, men definitionen af renovation er aabenbart hovedsageligt at fjerne alt affald fra de aabne kloarker (som ligger parralelt med vejene) og fylde skidtet i de huller som er dannet i vejen. De steder hvor der asfalteres kan man regne med at det vil holde op til et halvt aar, derefter er vejen igen saa slidt at der boer renoveres. Saa medmindre man finder en metode til at reducere antallet af biler paa vejene, vil Lagos’ veje fortsat vaere det rene selvmord at bevaege sig ud paa.