2010 World Cup

Building the stadium for the 2010 World cup

Cape Town Summer in December

The view from the hotel facing the other direction

Dette er min udsigt fra mit hotelværelse i Long st. i centrum af Cape Town.

Her skal jeg bo indtil den 25. dec. hvor min kæreste og jeg flytter ind i vores nykøbte hus. (jeg er i virkeligheden slet ikke så gammel som jeg umiddelbart lyder her;-)

Jeg beklager at billedkvaliteten ikke er bedre, men billederne er taget fra min mobil og det er bedre end ingen:-)

Danmark i regn

Jeg er kommet hjem til Danmark nu. Fem dage i Berlin gjorde godt, da 1. byen er smuk, 2. jeg fik set alle mine venner fra forberedelsen i Berlin før vi drog til vores værtslande og 3. jeg fik en glidende overgang fra det pulserende Vestafrika til det stillestående Djursland (hvor den eneste ændring jeg kan bemærke er en ny rundkørsel der er kommet på vejen mellem Ramten og Nimtofte)

Selve afslutningsseminaret så jeg som lidt af en joke. Det gik mest af alt ud på at sidde i rundkreds og snakke følelser, lave teaterstykker om flyveturen til Berlin og i grupper danne levende statuer til at beskrive den mad vi har fået???? Den gøglerfjendske del af mig var ikke tilfreds.

Tilgengæld var den alkoholdglade del af mig godt tilfreds da EuropaKommissionen havde medregnet i seminarets budget at al bytur stod på deres regning. Man kan argumentere for at det er noget pjat, men det har da opvejet skuffelsen over et dræbende åndsvagt tidspilde af et seminar.

Jeg kunne skrive meget om min begejstring for Berlin, men da det ikke er temaet for min blog vil jeg holde det på et minimum. Min begejstring for byen er ikke blot begrundet af at den er et af de vigtigste politiske centre i Europa, at byen er umådelig rig på dens historie, både på godt og på ondt, at den indeholder meget beundring på uddannelse og forskningsområdet.. og jeg kunne blive ved. Men det der begejstrer mig mest er byens smukke arkitektur, kultur og infrastruktur. Jeg fik i løbet af en eftermiddag set regeringsbygningen i nærheden af Tiergarden, Berliner Dom som er en smuk protestantisk kirke, det jødiske museum,Westhafen og meget mere. Hvis det ikke var fordi at mine planer går i en anden retning, kunne jeg finde på at bosætte mig i denne by.

Det var en lang tur for mig at komme fra Berlin til Djrsland. Jeg ville ikke flyve da jeg havde 40 kilo med mig fra Nigeria til Berlin og jeg ikke kunne undgå overvægtsafgifter fra Berlin og resten af vejen. Så den stod på togtur med fem skift og de obligtoriske uheld jeg har på min vej. Men jeg ankom på Århus hovedbanegård med stiv kuling og regn og ventede på at min familie kom og hentede mig.. de var dog en halv time forsinkede, så jeg havde lidt tid til at vænne mig til følelsen af at intet har ændret sig siden jeg forlod civilisationen.

Jeg savner Nigeria, men jeg vil ikke tage tilbage. Jeg har savnet Danmark, men jeg vil ikke blive her. Nu venter jeg på at mit næste eventyr går i gang, så indtil videre vil jeg ikke lukke min side ned.. jeg får nok brug for den igen.

TIDenmark

Why not?

Why Not hedder stedet. Det er her man kommer hvis man vil have sex. Saadan lyder genereliseringen, men komceptet holder stadig. Why Not er en natklub paa Victoria Island der er (I hoejere grad end resten af klubberne her) kendt for at vaere vaert for mange nigerianske prostituerede og mange udelandske maend.

Og det er et nigeriansk koncept. Du finder ikke bordeller her, men natklubber er her nok af, og alle som har vaeret her blot et par maaneder ved i hvilke barer “the mosquitos” holder til. Mosquitos er oegenavnet der er givet til de piger som prostituerer sig selv i disse barer.

Pigerne forsoeger alt fra at tjene lidt kontanter til at faa byttet til at forelske sig i dem saa de kan flytte til en rigere tilvaerelse. Nu kalder jeg maendene som falder for pigernes dagsordner for byttet, hvilket nok ikke er helt korrekt. Lad mig tegne et billede af byttet; Der er ham vi alle ser for os: gammel, gusten mand som ikke kan vente paa at saette taenderne i noget ungt koed, der er den midaldrende mand med kone og boern hos sig i Lagos og der er den unge succesrige mand med kaereste i hjemlandet. Jeg tror naeppe at nogen af disse typer er bytte for ”the mosquitos”. Hvis de er bytte for noget er det deres mangel paa at kontrollere deres sexdrift- og mangel paa takt.

Og saa igen, er jeg i en position hvor jeg har ret til at doemme de som gaar til prostituerede? Hvis det var Danmark saa ja, da -paa trods af manglende straffelov paa omraadet- vi i hoej grad har et moralsk kodeks for ‘how low you can go” naar det gaelder hvem man kan tillade sig at have samleje med. Men her i Lagos er det anderledes. Det er ikke nemt for en udlaending at gaa ud og finde sig en ”knaldperle” for en aften da pigerne i Nigeria ofte ikke har nogen egenindkomst og derfor ser den hvide mand som en potentiel pengeautomat. Det er et simpelt regnestykke: liderlig mand + fattig pige = sex med prostitueret, og alle som kommer paa Why Not kender dette regnestykke.

Jeg har reduceret mange venskaber til koelige bekendskaber ved ikke at acceptere at det er bare saadan tingene fungerer her. Hvad driver en pige til at lade sig penetrere af en fremmed mand? Noget af det kvinder frygter mest er voldtaegt. At voldtage er at kraenke kvinden og aendre foelelsen af intimitet og kaerlighed ved samleje som er det taetteste man kan kan vaere paa sin partner til at goere det til noget afskyeligt… og til et overgreb. Da det er aabenlyst at det er desperation som driver pigerne til at saelge deres kroppe til fremmede, ser jeg det som graatonet voldtaegt disse maend begaar.

Kan jeg med dette synspunkt retfaerdiggoere at vaere venner med maend som jaevnligt begaar overgreb paa traengte piger fordi de bliver liderlige naar de bliver fulde? Og lad os vaere realistiske her- de er ikke kommet for at finde deres afrikanske dronning. Alkohol goer mange liderlige- alkohol goer mig aerlig, og jeg har haft mange diskussioner med bekendte over dette emne og kan deraf konkludere at jeg er en ung idealist som kommer hertil og tror at jeg kan redde verden, og det kan jeg bare ikke- so mind my own business.

TIA

Tilbage til Lagos

Jeg skrev i mit sidste indlaeg at jeg ikke kunne komme tilbage til Nigeria efter mit ophold i Syd Afrika, men med lidt hjaelp fra en flikt dame fik jeg et 30 dages turist visa tilbage til Nigeria.

Min tre ugers ferie i Syd Afrika var praecis hvad jeg traengte til. Jeg er meget facineret af landets skoenhed og har absolut forelsket mig i dets natur. Jeg besoegte Johannesburg, Durban og Cape Town i loebet af mit ophold og alle tre byer var en fryd for mit oeje. Dette er ikke sagt fordi jeg kommer fra Lagos som er praeget af farven graa-brun af forurening og stoev, nej selv danmarks byer virker triste og farveloese sammenlignet med de Syd Afrikanske byer.

I modsaetning til mange storbyer i andre lande er Durban, Capetown og Johannesburg alle bygget rundt om naturen. Mange steder ser man at vejene er lagt rundt om traeerne, saa ofte staar der traeer halvt ude i koerebanen. Det er for mig helt fantastisk at landet har en politik som beskytter naturen saa gennemfoert, og Danmark kan bestemt laere meget heraf.

Det var ikke mange attraktioner jeg fik set, men jeg naaede at opleve Afrikas mest sydlige punkt med stiv vind og pingviner samt at bestige Table Mountain som er de bjerge Cape Town er bygget omkring, derudover var det meste jeg fik set natklubber og restaurenter (og jeg brokker mig bestemt ikke)

Nu hvor jeg er tilbage i Lagos kan jeg konkludere at ikke meget har aendret sig siden jeg stak af. Den Nigerianske presse beretter stadig intet om urolighederne i Lagos paa trods af at tilstandene ikke har forbedret sig. Tophistorierne er stadig om politikere involveret i korruption og svindelsager og hyldester til det regeringsbaerende parti PDP. 

Jeg forlader Nigeria i starten af juni hvor jeg har er seminar at deltage i i Berlin for en lille uge, derefter gaar turen hjem til gamle djursland og forhaabentlig den danske sommer (selvom at det nok er for meget at bede om). Hvis min planlaegning solder (hvilket den sjaeldent goer) skulle jeg vaere hjemme den 9/6 ( min foedselsdag er den 10… vigtigt)

Det er snart

Drama, drama, drama

Som jeg allerede har fortalt har jeg vaeret plaget af et grumt mavesaar siden december, det er vaek nu.. men, men, men.. Da jeg endelig var kommet over mit mavesaar blev jeg ramt af en omgang malaria og jeg maatte bruge en lille uge paa hospitalet. Da det var ovre roeg jeg igen paa hospitalet, men denne gang fordi jeg havde faaet blindtarmsbetaendelse. Til de af jer som ikke har haft blindtarmsbetaendelse kan jeg oplyse at det er noget af det mest smertefulde man kan opleve. Jeg havde startet et nyt projekt og var godt igang med mine foredrag, men var noedt til at aflyse da jeg havde 40 i feber og knapt nok kunne gaa, saa jeg tog et smut paa hospitalet for at faa noget smertestillende og febernedsaettende. Laegen valgte at indlaegge mig i stedet og jeg fik bortopereret min blindtarm den naeste morgen. Da jeg vaagnede efter operationen fortalte laegen mig at min blindtarm var eksploderet en times tid foer min opreation, saa det var i sidste oejeblik jeg fik den fjernet. Den samme eftermiddag kom en sygeplejeske ind med et syltetoejsglas med min blindtarm for at jeg skulle bekraefte at det var min (Det var ca 10 min efter jeg havde faaet mine 6 sproejter smertestillende og jeg laa og grinede af min loftlampe). 1 jeg ved ikke hvordan en blindtarm skal se ud. 2 hvordan skulle jeg kunne vide at det var min. 3 i min tilstand kunne de havde vist mig en lever og jeg ville bekraefte at det var min blindtarm. Jeg gaar ud fra at det er standard at man skal tage et kig paa sine afmonterede organer, men jeg fandt det en smule upassende. 

Jeg blev opereret onsdag morgen og blev udskrevet loerdag formiddag. Jeg havde flybillet til Syd afrika fredag, men laegen naegtede at lade mig udskrive, saa jeg aendrede min billet til soendag. At komme fra Nigeria til Syd Afrika gik smertefrit (Jeg havde frygtet det vaerste da det var dagen efter jeg blev udskrevet og mit nigerianske visa havde vaeret udloebet i en maaned). De som har proevet at blive opereret, ligge i en hospitalsseng mange dage i traek og blive dopet op med alverdens stads ved hvor svaert det er at gaa de efterfoelgende par dage og hvor dumt det ser ud naar man forsoeger (Jeg var ingen undtagelse). Vidste i at man skal gaa ca halvanden kilometer for at faa sin bagage naar man ankommer i lufthavnen i johannesburg? saa der blev arrangeret en koerestol til mig Jeg foelte mig en smule dum i den stol og jeg tror at min ven foelte sig endnu dummere da han skulle baere al vores bagage samtidig med at han forsoeget at matche min koerestolsshauffoers (det var hans proffesion i lufthavnen… uden pis) hoeje tempo. 

Jeg har nu vaeret i Sa i over en uge og det er det smukkeste land jeg har set! Jeg startede i Johannesburg de foerste par dage og derefter bruget et par dage i en lille hytte mellem Jburg og Durban (jeg besteg et bjerg 6 dage efter min operation.. Saa sej er jeg) og saa en weekend i Durban, hvilket leder mig over til et andet emne: Familiefester. min vens bedstefar holdte sin 70 aars foedselsdag i Durban og jeg var inviteret. Min vens bedstefar husker ikke saa godt laengere og elsker at holde lange taler. Han startede meget uskyldigt i sin foerste tale (foer han blev for fuld) med at introducere mig for familien som Ziggy. I hans naeste tale havde han indset at han ikke kunne huske mit navn, men det afholdte ham ikke fra at bruge mig i hans tale, saa han omtalte mig som “den Nigerianske immigrant” efterfulgt af en masse sjofle jokes og upassende kommentarer… Og saa kommer klassikeren: Aegteskab! manden brugte ca 10 min paa at tale om det kommende aegetskab mellem min ven og jeg, mens samtlige gaester sad og krummede taer af sympati for os… Det er en morsom historie nu..

Nu er jeg tilbage i Johannesburg og i naeste uge flyver jeg til Cape Town og er der i 6 dage. Det var meningen at jeg skulle flyve tilbage til Nigeria efter min ferie her i Sa, men som det ser ud nu er det ikke muligt for mig at tage tilbage til Nigeria da min organisation ikke har fornyet mit visa og jeg ikke kan goere det fra Sa. Saa jeg er noedt til at tage tilbage til Danmark. Jeg er efterhaanden saa traet af min organisations mangel paa handlekraft at jeg har valgt at afbryde mit samarbejde med dem og enten blive i Danmark eller tage tilbage til Nigeria paa egen haand. Jeg har faaet mange tilbud om arbejde i Nigeria som er langt bedre betalt og langt mere professionelt, men jeg har ikke taget nogen endelig beslutning endnu.

Men udover alt havd jeg har fortalt nu, gaar det mig godt

TIA

Hardship

For pokker hvor er der sket meget siden sidst jeg skrev herinde.

Mit arbejde går meget langsomt da jeg stadig fungerer som stedfortræder for min chef.

Jeg er gået igang med et nyt projekt for gymnasieelever i Lagos som omhandler iværksætteri.

Jeg vil ikke gå for meget i detaljer med projektet men overordnet går det ud på at elever med erhvervsøkonomi skal starte en fiktiv virksomhed og gennemgå alle de processer som iværksættere fra ”det virkelige liv” gennemgår.

Onde tunger vil påstå at det er for stor en mundfuld til at jeg kan gabe over den, men jeg har fået mig et stabilt netværk både her i Nigeria og i det store udland som støtter mig økonomisk og erfaringsmæssigt.

Jeg har fået tilbuddet om at komme tilbage til Nigeria når min praktikperiode er ovre og blive fastansat i organisationen, men jeg har pænt takket nej til tilbuddet da jeg ser det som en fordel for mig at få en uddannelse, og for at være ærlig er Nigeria et dejligt land at være i, men det jeg elsker mest ved Nigeria er at jeg ikke er her for evigt.

Den nigerianske sløvhed, korruption, trafik, forurening og moral (der er helt sikkert mere jeg kan påpege, men lad det nu blot blive ved disse) er ved at give mig mavesår- hov, det har det allerede gjordt! Og findes der noget værre for en 20 årig uden den midste ansvarsfølelse for sit eget velbefindende at måtte ændre sin livsstil radikalt på grund af en lidelse som i reglen burde ramme midaldrende, stressede børshajer i toppositioner med ustabile teenagedøtre? Nej! Jeg har været tvunget til at kvitte smøgerne, sætte flasken på hylden og vinke farvel til min daglige spand koffein og det er ikke let! Tilgengæld kan jeg oplyse jer om at det kan være en erfaring værd at være den eneste i selskabet som er ædru og i stand til huske aftenens forløb, specielt for de med sans for afpresning.

 

Jeg var en tur hjemme i Danmark og fejre julen og nytåret i tre ugers tid, så jeg kom tilbage til Nigeria med forkølelse -og en forpustet lever (før mavesåret begyndte at styre mit liv) og vil i den forbindelse takke alle jeg fik set for en fantastisk juleferie.

Og nu vil jeg med et sadistiske grin over jeres misundelse (nyder i regnen og depressionen i det kolde nord?) fortælle om min fritid siden jeg kom tilbage.

Jeg var i sidste weekend på en motorcykel tur ud til et reservat ca 100 km uden for Lagos. Vi lejede et par hytter og fiskede, grillede, badede og i det hele taget nød en tiltrængt mini-ferie. Derudover har jeg stået på vandski, lærd at køre på motorcykel, set samtlige afnit af Dexter (hvilket absout er værd at bruge en weekend på!), været på menneske auktion (noget med at betale for en date med kendte nigerianere for velgørende formål), tømt minibaren og smadret et hotelværelse med tøserne, vundet over en flok tykke sydafrikanske mænd i club100 (100 shot på 100 min uden at man må forlade sin plads). Den opmærksomme læser vil bemærke at jeg ikke har været helt god til at overholde det med alkohol-stop (mens jeg har skrevet dette har jeg drukket en kande kaffe og røget tre smøger) men jeg er i det mindste på nedtrapning og jeg har et arbejde at passe så der er ikke tid til at ligge i sengen med abstinenser, og pinen fra mavesåret kan jeg delvis ignorere med smertestillende.

 

En anden pine, som jeg ikke kan fjerne med smertestillende, er min værtsfamilie- Det evigt tilbagevendende emne- nye lavmål er nået! Jeg vendte tilbage fra Danmark til en positiv overraskelse, jeg havde fået en blæser til at køle mig ned i de varme nætter.. men men.. snydt! To dage måtte jeg beholde den så blev den taget fra mig som straf for at være for flabet. Hvordan kan det være muligt? Tilgengæld har jeg fået installeret noget andet i mit soveværelse- vores tjenestepige, og ja jeg har forsøgt, men at være flabet får ikke min værtsmor til fjerne hende. Derudover har jeg fundet ud af at vores kok gennem en længere periode har stjålet penge fra mig (længere dedektivarbejde + jeg har på fornemmeren at jeg ville egne mig godt som en af vagterne i guantanamo med mine evner til at få oplysninger ud af folk) så nu har jeg lavet en aftale med hende om at hun vasker mit tøj under resten af mit ophold- alternativet hun fik, var at jeg fortalte min værtsmor om situationen og kokken ville komme i større vanskeligheder. Jeg kan ikke for alvor være gal på pigebarnet da det ligger i den nigerianske kultur at alt som ikke er låst væk er til deling. Denne aftale jeg har indgået med hende er dog et fedt da jeg flytter fra familen i midten af febuar. Jeg har omsider fået nok af at være hos dem og en ny værtsfamile er fundet til mig-krydser fingre for at det denne gang bliver en større succes.

TIA

 

Sygeplejesker og deres manerer

Det har vaeret en travl maaned i Nigeria.

 

Jeg afholdt mit foerste seminar i sidste uge fra tirsdag til torsdag.

Seminaret gik superlativt godt og den succes skal uden tvivl gentages.

Semnaret var mit foerste projekt, saa jeg havde forventet at alverdens ting ville gaa galt, men til min store overraskelse gik det smertefrit.

Seminaret var for nigerianske sygeplejesker med behov for traening i retorik og anvendelse af pc.

Der var 50 midaldrende kvindelige deltagere paa kurset, saa den stoerste udfordring for en 20 aarig hvid kvinde er, at holde disse hoens fra at bruge deres tid paa at sladre med hinanden under foredragene.

Derudover er det et alment problem med nigerianere at de ikke slukker eller saetter deres mobiltelefoner paa lydloes under foredrag, moeder mv. men derimod kigger paa mobilen i 20 sekunders tid mens de overvejer om de oensker at svare, godkender opkaldet uden at forlade selskabet, og begynder hoejlydt at foere samtale.

Nigerianere er et stolt folkefaerd saa den fornaermelse det er for en 20 aaring hvid kvinde at blive afbrudt paa saadan en uforskammet maade, overgaaes af den fornaermelse det er for en 50 aarig at blive bedt om at forlade selskabet mens hun taler I telefon… af en 20 aarig.

Men problemer er til for at blive loest og ‘If you can’t fight them, join them”, saa ved at faa en ven til at ringe til mig en gang hver femte minut uden at slaa min mobil paa lydloes gennemgik jeg et to timers oplaeg om god opfoersel som oplaegsholder og evnen til at holde kursisternes koncentration. Efter det stunt var problemet ude af verden (og ja, de fik noget ud af oplaeget paa trods af mine opkald).

Ud over det pres der har ligget paa mine skuldre mht seminaret har jeg faaet den tvivlsomme aere af en forfremmelse til “stedfortraeder” for min chef som for tiden ikke er i Lagos. Saa jeg har den sidste maaned skulle deltage i utallige maerkvaerdige moeder som jeg absolute ingen kvalifikationer har til at deltage i.

Og her opstaar endnu et kultur problem, for mange nigerianere har ikke noget realistisk begreb om tid. Det er accaptabelt at dugge op en time for sent til et moede, det er acceptabelt at indkalde til et moede men en halv dags varsel, og det er acceptabelt at aflyse et moede naar alle er kommet.

Disse problemer skal foejes til dem med “snik-snak” og mobiltelefoni.

Men paa trods af de mange finurligheder er jeg overordnet tilfreds med mit job.. nej jeg elsker det!

 

Mit forhold til vaertsfamilien har ikke forbedret sig siden sidst jeg fortalte om dem.

For ca. to uger siden blev tjenestepigen alvorligt syg af malaria og var ved at doe i huset af infektionen. Men da en tjenestepige som tjener 3000 naira om maaneden (under 150 dkk), ikke har raad til at betale for et hospitalsophold og min vaertsfamilie ikke har sympatien til at betale for hendes behandling er der ikke meget andet at goere end at lade det “vaere op til gud at bestemme om hun skal doe eller leve” som det blev udtrykt af min vaertsmor.

Heldigvis endte denne historie lykkeligt (tror jeg) for jeg fik ringet til pigens foraeldre og de hentede hende, og et par dage senere fik jeg et opkald fra moderen.. tror at hun sagde noget i stil med “tak for hjaelpen” (mange er ikke i stand til at tale engelsk, saa de taler pigeon-english som er en anelse svaert at forstaa for en europaeer).

Jeg har dog ikke set pigen siden og hun er ikke laengere ansat hos min familie, saa jeg beder til at opkaldet ikke var en invitation til hendes begravelse.

 Efter at tjenestepigen er ude af huset har jeg, som en god nigeriansk pige nu skal, overtaget mange af hendes daglige pligter… eller dvs. jeg kan ikke rigtig finde ud af at opfoere mig som en god nigeriansk pige, saa min “familie” er begyndt at behandle mig som “den foerst foedte soen” saa jeg har ikke andre pligter end at soerge for at holde min sti ren. Jeg har forsoegt mig med rengoering og madlavning men det synes ikke rigtig at virke for mig og jeg tror jeg er til mere besvaer end gavn, saa de har opgivet at forsoege at goere mig til en paen pige. Og nu er det jo ogsaa saadan at jeg ryger, drikker og haenger ud med drenge saa der er ikke meget paen nigeriansk pige over mig.   Og med hensyn til de rygter i maaske har hoert om mine vilde weekender, vil jeg gerne sige at det er alt sammen loegn. Mor, du skal ikke tro paa det. Mine weekender bruger jeg paa at lege med boernene, spille skak med min vaertsfar og gaa i kirke. 

TIA

Maanedsopgoerelse:

jeg sidder her paa mit svedende varme kontor, omgivet af et inferno af lyde og lugte. Klimaet her er lige nu meget varmt og tungt. Det er i slutningen af regnsaesonen saa luftfugtigheden er hoej, hvilket giver en sauna-lignende effekt som goer det ulideligt at bevaege sig rundt. Naetterne er endda vaerre end dagtimerne hvis man ikke har raad til a/c eller myggenet (som i min vaertsfamilie), og da vi er i slutningen af regntiden kommer der engang imellem nogle voldsomme regnskyld, som laegger gader og gaarde fuldstaendig under vand og stopper al trafik, men de goer ikke luften friskere.

For tiden har jeg meget travlt paa arbejdet. jeg har faaet de noedvendige redskaber til at udfoere et anstaendigt stykke arbejde nu, saa jeg kan ikke laengere klage, og hvis jeg skulle klage vil det snarere vaere pga for meget arbejde end for lidt. Mine medarbejdere naerer en ekstrem grad af tillid til mig som goer det muligt for mig at give mig i kast med mange spaendende projekter, som jeg soerger for at udnytte til det sidste. Lige nu er jeg igang med tre store projekter, til fremmelse af folkeoplysning og demokrati. Jeg skal i slutningen af november afholde et seminar i det der svarer til et voksenpaedagogisk grundkursus, for en gruppe sygeplejesker fra Lagos Universitetshospital. Dette har til formaal at give sygeplejeskerne de noedvendige redskaber til at undervise mennesker om HIV/AIDS, “Family-planning” mm. Det andet seminar jeg arbejder paa er for folkeskolelaerere om det jeg kalder positiv undervisning, men det gaar egentlig bare ud  paa at forklare laerere at der er andre disiplineringsmetoder end fysisk afstraffelse i undervisningen, dette kan lyde simpelt, men hvis man foerst har faaet et indblik i den nigerianske kultur, vil man vaere klar over at vold som del af opdragelsen, er noget der ligger saa dybt i kulturen og folks bevidsthed, at det ikke bare saadan er til at aendre. Det sidste semnar jeg er igang med handler om arbejdsvilkaarerne for tjenestefolk i Nigeria, dette ser jeg naesten som det vigtigste enme at beskaeftige sig med, da det er omraader som dette hvor den egentlige mishandling er vaerst, og dette foregaar i det skjulte. Nigeria har en stor del af befolkningen i slaveri, men disse folk er forklaedt og retfaerdiggjordt som tjenestefolk. Jeg bor selv i et hjem med en tjenestepige, og det skaerer i mine oejne at se hvordan hendes liv er blevet gjort vaerdiloest.

Jeg bruger det meste af min fritid paa at spille “movie star” paa Victoria Island. jeg har faaet mig en solid vennekreds. men -uheldigt for min integration- er de fleste af dem amerikanere som er kommet til Nigeria for at investere i raa-materialer. Nigeria er et rigt land paa det omraade, men fordi industrialiseringen ikke for alvor har faaet sig tag om Nigeria, er disse natur resourcer langt fra blevet udnyttet fuldt ud endnu, og derfor er det en meget favorabel forretning for de der er i denne industri. Disse drenge har, ligesom jeg, det bedst i de rige omraader (efter Nigerianske standarter) da det kommer tilnaermelsevis op paa det samme niveau af luksus som vi er vandt til hjemmefra. Lagos har tre-fire brugbare strandomraader som folk benytter, men for en dansker er der kun ‘en strand som er “sikker” at benytte. Stranden er hovedsageligt besoegt af rige mennesker, da det er dyrt at komme dertil. Den er en lille oe som man kun kan komme til via kanoer, og jeg nyder at komme der da understroemmen ikke er saa kraftig som hos de resterende strande- saa det er den eneste strand hvor man kan bade, den mere idylisk end noget andet sted i Lagos og den er et godt afbraek fra de ubehagelige lugte og larmen i hverdagen. 

En del af aarsagen til at jeg ikke kun har nigerianske bekendte, er at kulturen og dens effekt paa den nigerianske mentalitet er saa langt fra min til at jeg kan forene mig med den. Min nyssgerige mor spurgte mig om jeg have faaet mig en kaereste her i Nigeria, og jeg tog mig selv i naesten at rynke paa naesen, ikke fordi jeg finder de nigerianske maend grimme eller frastoedende, men fordi de lever deres liv saa radikalt anderledes at jeg, som sagt, ikke kan faa det til at passe ind i min verden. Naar jeg taler med folk om kultur er det ofte som om de ikke forstaar hvad jeg taler om, ikke som sprogbarierere men mere kulturbarierere. Naar jeg siger at det er forkert at slaa boern, er den typiske reaktion et forsoeg paa at retfaerdiggoere volden med forklaringer som at “det staar i biblen at det er rigtigt at slaa boern” eller “boern er som dyr, det er den eneste maade de kan forstaa det paa” eller “det er jo ikke haardt vi slaar dem”. Det er som om jeg er blandt et folkefaerd som ikke har faaet en forstaaelse for at handlinger kan have psykologiske effekter og det virker som om de fleste ikke engang er bekendte med simple begreber som social arv og ligestilling. dette goer det vanskeligt for mig at finde venner- men selvfoelgelig er der undtagelser!

Noget andet jeg har bemaerket er prioriteringerne i livet. Hos min vaertsfaminle er der nedslidte og hullede linoleumsgulve, mugne vaegge, ingen varmt vand (men det er der nu sjaeldent nogen steder), rotter, mus karkelakker, myg og andet godtfolk, og samtidig har familien tre fjernsyn med kabeltv, tre biler, raad til en tjenestepige og de drikker sodavand og spiser slik flere gange dagligt, og de siger at de ikke har “raad” til at koebe en smule frugt eller groensager (dette er hoejest sansyneligt blot en undskyldning, da de ikke bryder sig om kanin-aede), prioriteringer som disse, er stadig noget jeg bliver forarget over. Bemaerkelsesvaerdigt er ogsaa kulturen vedroerende koensroller, (der er mange maerkvaerdigheder her- dette er blot en af dem) naar folk gaar i byen er det maendene der betaler for hele gildet, selvom det kan betyde for ham at han vil vaere flad resten af maaneden, men de oensker hellere at vaere fattig end at miste sin aere overfor en kvinde ved ikke at have raad til at betale hende en oel. Saa hvis man beder om at dele regningen vil det blive taget som en kaempe fornaermelse.

Jeg har allerede fortalt en smule om min vaertsfamilie, men jeg taenkte at det maaske ville vaere interessant for en del af mit publikum at hoere lidt mere om dem. Min familie bestaar af en far (Kayode), en mor (hoppe-borg-dame.. (Bukky)), en soen paa 7 aar (Laolu), en datter paa 6 aar (Moyo) og en datter paa to aar (Mojope). de er for det meste nogle elskvaerdige boern, men jeg er glad for at de ikke er mine Derudover er der en kusine til Bukky (Naomi) som er hoejgravid og gnaven og der er slaven (Halome) som ikke rigtig har nogen identitet eller selvvaerd laengere efter aar med psykisk terror mod hende.

TIA

100 kr. for en rugbroedsmad med ost!!

Paa grund af stroemafbrydelser og konstant svigtende genneratorer er det ikke nemt for mig at holde mig beskaeftiget uden for arbejdstiden, saa jeg spenderer mange timer med at sidde ved sterinlysets svage lue forsoegende at tilpasse mig kulturen, accepterer forskellighederne og pakke min negative livsanskuelse saa langt vaek som muligt. I mit forsoeg paa at udoeve psykologisk terapi paa mig selv blev jeg saa smaat klar over at maaske allerede er begyndt at vaenne mig til mit nye land. F.eks. er jeg begyndt at vaerdsaette at “gaa i spand” (her har man typisk ikke brusere eller badekar, men en spand man bader fra) med sterinlys som belysning - det virker naesten som meditation.. kunne jeg forestille mig. Jeg er begyndt at finde det hyggeligt at sidde timevis paa hug og forsoege at vaske mine engangvaerende hvide skjorter rene i haanden, jeg er ennda kommet saa vidt til at efterspoerge mere chilli paa maden. Maaske skyldes denne pludselige optimisme at jeg endelig er blevet helt rask!

Den sidste uges tid har jeg hver nat droemt om oste i alle former og stoerrelse, mand! hvor jeg savner ost, jeg vil give 100 kr. for en ostemad!- for her er ingen maelkeprodukter. Det taetteske man kommer paa maelk er en tarvelig omgang pulverfloede som jeg end ikke ville byde min vaerste fjende. Noget andet jeg savner som en gal er en gardin boef! og ikke en fedtet klat “et-eller-andet” som hoejest sansyneligt stammer fra en selvdoed malkeko.  

Min vaertsfamilie har givet mig mere end jeg foerst havde troet. De har vaeret til megen morskab for mange (til tider ogsaa migselv) og som en ven raadede mig til, er jeg nu begyndt at se -specielt min reservemor- som et interessant antropologisk studium. Jeg lider dog stadig modvilligt under den kvindeundertrykkelse som er saa stor en del af Nigerias kultur at man ikke bare kan sige “jeg er skandinavier, saa jeg kan goere som det passer mig-bland dig udenom”. I kan vel forestille jer hvilken afmagt man foeler naar man kommer fra et liv i selvstaendighed og bliver kylet ind i et sted hvor man skal vaere hjemme inden kl 21 og ens venner skal “godkendes” foer man maa gaa ud. Alt dette er for min egen sikkerhedsskyld- jeg forstaar den del- men hvor er det dog smertefuldt at foele sig som en 5 aarig igen, ude af stand til at til at styre sin egen faerden, enten af frygt eller af tvang. Dette vil sikkert gavne mig senere i livet (en god indstilling hvis man ikke oensker at indse at man spilder sin tid)

TIA