Asa [Asha]

 

 

 

“Jeg er i laenker, du er ogsaa i laenker. Jeg er i uniform, du er ogsaa i uniform. Jeg er en fange, du er ogsaa en fange Hr. Faengsler… Jeg taler til dig Faengsler, hold op med at kalde mig en fange. lad ham foruden synd kaste den foerste sten Hr. Faengsler… Du undertrykker mine strategier. Du er imod alt jeg staar for. Hvad du ikke ved, er at du ogsaa er et offer Hr. Faengsler… Du er ligeglad med mine synspunkter. Hvis jeg doer vil en anden arbejde for dig i stedet, saa du behandler mig som en moderne slave Hr. Faengsler…”

Sangen som repraesenterer den nigerianske befolkning. Nigerianerne har ikke megen indflydelse paa deres land, og regeringen repraesenterer ikke dens befolkning. Regeringen er ikke til for befolkningen, men befolkningen er regeringens “moderne slaver”. Det ovenstaaende citat har jeg hentet fra musikeren Asa [Asha].

Asa (udtalt Asha) er en nigeriansk kvinde som voksede op i Lagos. Hun levede et liv som en typisk nigeriansk pige med huspligter og koensundertrykkelse. Hun forlod Lagos for at forfoelge sine droemme om at blive musiker. Og det er gaaet hende godt. Hun har faaet et stort publikum i Frankrig, England og Tyskland og er hoejtelsket i hjemlandet Nigeria.

Hendes musik beskriver det nigerianske liv. Hun hylder moderens udholdenhed i et oedelagt aegteskab, hun raaber “vaagn op verden, og se at afrika braender” og hun fordoemmer den regering som har fejlet i at pleje sin befolkning.

Asa [asha] synger ikke paa traditionel nigeriansk viis, men med en dyb soul stemme. Hendes lyrik foregaar paa engelsk og Yoruba som er det lokale sprog der tales i Lagos, men paa troda af at dele af hendes tekster er uforstaaelige for mange forstaar hun alligevel at faa sit budskab igennem med sin staerke og foelelsesladede stemme.

Asa’s musik er tidsloes og universiel, hun har formaaet at fange den nigerianske lytter og har faaet et internationalt gennembrud med hendes debutalbum. Og jeg har forelsket mig saa dybt i hendes musik at jeg vil goere lidt reklame for hende her paa min blog.

 

 

Why not?

Why Not hedder stedet. Det er her man kommer hvis man vil have sex. Saadan lyder genereliseringen, men komceptet holder stadig. Why Not er en natklub paa Victoria Island der er (I hoejere grad end resten af klubberne her) kendt for at vaere vaert for mange nigerianske prostituerede og mange udelandske maend.

Og det er et nigeriansk koncept. Du finder ikke bordeller her, men natklubber er her nok af, og alle som har vaeret her blot et par maaneder ved i hvilke barer “the mosquitos” holder til. Mosquitos er oegenavnet der er givet til de piger som prostituerer sig selv i disse barer.

Pigerne forsoeger alt fra at tjene lidt kontanter til at faa byttet til at forelske sig i dem saa de kan flytte til en rigere tilvaerelse. Nu kalder jeg maendene som falder for pigernes dagsordner for byttet, hvilket nok ikke er helt korrekt. Lad mig tegne et billede af byttet; Der er ham vi alle ser for os: gammel, gusten mand som ikke kan vente paa at saette taenderne i noget ungt koed, der er den midaldrende mand med kone og boern hos sig i Lagos og der er den unge succesrige mand med kaereste i hjemlandet. Jeg tror naeppe at nogen af disse typer er bytte for ”the mosquitos”. Hvis de er bytte for noget er det deres mangel paa at kontrollere deres sexdrift- og mangel paa takt.

Og saa igen, er jeg i en position hvor jeg har ret til at doemme de som gaar til prostituerede? Hvis det var Danmark saa ja, da -paa trods af manglende straffelov paa omraadet- vi i hoej grad har et moralsk kodeks for ‘how low you can go” naar det gaelder hvem man kan tillade sig at have samleje med. Men her i Lagos er det anderledes. Det er ikke nemt for en udlaending at gaa ud og finde sig en ”knaldperle” for en aften da pigerne i Nigeria ofte ikke har nogen egenindkomst og derfor ser den hvide mand som en potentiel pengeautomat. Det er et simpelt regnestykke: liderlig mand + fattig pige = sex med prostitueret, og alle som kommer paa Why Not kender dette regnestykke.

Jeg har reduceret mange venskaber til koelige bekendskaber ved ikke at acceptere at det er bare saadan tingene fungerer her. Hvad driver en pige til at lade sig penetrere af en fremmed mand? Noget af det kvinder frygter mest er voldtaegt. At voldtage er at kraenke kvinden og aendre foelelsen af intimitet og kaerlighed ved samleje som er det taetteste man kan kan vaere paa sin partner til at goere det til noget afskyeligt… og til et overgreb. Da det er aabenlyst at det er desperation som driver pigerne til at saelge deres kroppe til fremmede, ser jeg det som graatonet voldtaegt disse maend begaar.

Kan jeg med dette synspunkt retfaerdiggoere at vaere venner med maend som jaevnligt begaar overgreb paa traengte piger fordi de bliver liderlige naar de bliver fulde? Og lad os vaere realistiske her- de er ikke kommet for at finde deres afrikanske dronning. Alkohol goer mange liderlige- alkohol goer mig aerlig, og jeg har haft mange diskussioner med bekendte over dette emne og kan deraf konkludere at jeg er en ung idealist som kommer hertil og tror at jeg kan redde verden, og det kan jeg bare ikke- so mind my own business.

TIA

Tilbage til Lagos

Jeg skrev i mit sidste indlaeg at jeg ikke kunne komme tilbage til Nigeria efter mit ophold i Syd Afrika, men med lidt hjaelp fra en flikt dame fik jeg et 30 dages turist visa tilbage til Nigeria.

Min tre ugers ferie i Syd Afrika var praecis hvad jeg traengte til. Jeg er meget facineret af landets skoenhed og har absolut forelsket mig i dets natur. Jeg besoegte Johannesburg, Durban og Cape Town i loebet af mit ophold og alle tre byer var en fryd for mit oeje. Dette er ikke sagt fordi jeg kommer fra Lagos som er praeget af farven graa-brun af forurening og stoev, nej selv danmarks byer virker triste og farveloese sammenlignet med de Syd Afrikanske byer.

I modsaetning til mange storbyer i andre lande er Durban, Capetown og Johannesburg alle bygget rundt om naturen. Mange steder ser man at vejene er lagt rundt om traeerne, saa ofte staar der traeer halvt ude i koerebanen. Det er for mig helt fantastisk at landet har en politik som beskytter naturen saa gennemfoert, og Danmark kan bestemt laere meget heraf.

Det var ikke mange attraktioner jeg fik set, men jeg naaede at opleve Afrikas mest sydlige punkt med stiv vind og pingviner samt at bestige Table Mountain som er de bjerge Cape Town er bygget omkring, derudover var det meste jeg fik set natklubber og restaurenter (og jeg brokker mig bestemt ikke)

Nu hvor jeg er tilbage i Lagos kan jeg konkludere at ikke meget har aendret sig siden jeg stak af. Den Nigerianske presse beretter stadig intet om urolighederne i Lagos paa trods af at tilstandene ikke har forbedret sig. Tophistorierne er stadig om politikere involveret i korruption og svindelsager og hyldester til det regeringsbaerende parti PDP. 

Jeg forlader Nigeria i starten af juni hvor jeg har er seminar at deltage i i Berlin for en lille uge, derefter gaar turen hjem til gamle djursland og forhaabentlig den danske sommer (selvom at det nok er for meget at bede om). Hvis min planlaegning solder (hvilket den sjaeldent goer) skulle jeg vaere hjemme den 9/6 ( min foedselsdag er den 10… vigtigt)

Det er snart

Drama, drama, drama

Som jeg allerede har fortalt har jeg vaeret plaget af et grumt mavesaar siden december, det er vaek nu.. men, men, men.. Da jeg endelig var kommet over mit mavesaar blev jeg ramt af en omgang malaria og jeg maatte bruge en lille uge paa hospitalet. Da det var ovre roeg jeg igen paa hospitalet, men denne gang fordi jeg havde faaet blindtarmsbetaendelse. Til de af jer som ikke har haft blindtarmsbetaendelse kan jeg oplyse at det er noget af det mest smertefulde man kan opleve. Jeg havde startet et nyt projekt og var godt igang med mine foredrag, men var noedt til at aflyse da jeg havde 40 i feber og knapt nok kunne gaa, saa jeg tog et smut paa hospitalet for at faa noget smertestillende og febernedsaettende. Laegen valgte at indlaegge mig i stedet og jeg fik bortopereret min blindtarm den naeste morgen. Da jeg vaagnede efter operationen fortalte laegen mig at min blindtarm var eksploderet en times tid foer min opreation, saa det var i sidste oejeblik jeg fik den fjernet. Den samme eftermiddag kom en sygeplejeske ind med et syltetoejsglas med min blindtarm for at jeg skulle bekraefte at det var min (Det var ca 10 min efter jeg havde faaet mine 6 sproejter smertestillende og jeg laa og grinede af min loftlampe). 1 jeg ved ikke hvordan en blindtarm skal se ud. 2 hvordan skulle jeg kunne vide at det var min. 3 i min tilstand kunne de havde vist mig en lever og jeg ville bekraefte at det var min blindtarm. Jeg gaar ud fra at det er standard at man skal tage et kig paa sine afmonterede organer, men jeg fandt det en smule upassende. 

Jeg blev opereret onsdag morgen og blev udskrevet loerdag formiddag. Jeg havde flybillet til Syd afrika fredag, men laegen naegtede at lade mig udskrive, saa jeg aendrede min billet til soendag. At komme fra Nigeria til Syd Afrika gik smertefrit (Jeg havde frygtet det vaerste da det var dagen efter jeg blev udskrevet og mit nigerianske visa havde vaeret udloebet i en maaned). De som har proevet at blive opereret, ligge i en hospitalsseng mange dage i traek og blive dopet op med alverdens stads ved hvor svaert det er at gaa de efterfoelgende par dage og hvor dumt det ser ud naar man forsoeger (Jeg var ingen undtagelse). Vidste i at man skal gaa ca halvanden kilometer for at faa sin bagage naar man ankommer i lufthavnen i johannesburg? saa der blev arrangeret en koerestol til mig Jeg foelte mig en smule dum i den stol og jeg tror at min ven foelte sig endnu dummere da han skulle baere al vores bagage samtidig med at han forsoeget at matche min koerestolsshauffoers (det var hans proffesion i lufthavnen… uden pis) hoeje tempo. 

Jeg har nu vaeret i Sa i over en uge og det er det smukkeste land jeg har set! Jeg startede i Johannesburg de foerste par dage og derefter bruget et par dage i en lille hytte mellem Jburg og Durban (jeg besteg et bjerg 6 dage efter min operation.. Saa sej er jeg) og saa en weekend i Durban, hvilket leder mig over til et andet emne: Familiefester. min vens bedstefar holdte sin 70 aars foedselsdag i Durban og jeg var inviteret. Min vens bedstefar husker ikke saa godt laengere og elsker at holde lange taler. Han startede meget uskyldigt i sin foerste tale (foer han blev for fuld) med at introducere mig for familien som Ziggy. I hans naeste tale havde han indset at han ikke kunne huske mit navn, men det afholdte ham ikke fra at bruge mig i hans tale, saa han omtalte mig som “den Nigerianske immigrant” efterfulgt af en masse sjofle jokes og upassende kommentarer… Og saa kommer klassikeren: Aegteskab! manden brugte ca 10 min paa at tale om det kommende aegetskab mellem min ven og jeg, mens samtlige gaester sad og krummede taer af sympati for os… Det er en morsom historie nu..

Nu er jeg tilbage i Johannesburg og i naeste uge flyver jeg til Cape Town og er der i 6 dage. Det var meningen at jeg skulle flyve tilbage til Nigeria efter min ferie her i Sa, men som det ser ud nu er det ikke muligt for mig at tage tilbage til Nigeria da min organisation ikke har fornyet mit visa og jeg ikke kan goere det fra Sa. Saa jeg er noedt til at tage tilbage til Danmark. Jeg er efterhaanden saa traet af min organisations mangel paa handlekraft at jeg har valgt at afbryde mit samarbejde med dem og enten blive i Danmark eller tage tilbage til Nigeria paa egen haand. Jeg har faaet mange tilbud om arbejde i Nigeria som er langt bedre betalt og langt mere professionelt, men jeg har ikke taget nogen endelig beslutning endnu.

Men udover alt havd jeg har fortalt nu, gaar det mig godt

TIA

Borgerkrig paa vej?

Jeg formoder at jeg allerede har givet jer indtrykket af at Lagos ikke er en sikker by at opholde sig i. Og det er med god grund! Byen bliver i oejeblikket terroriseret af et stort antal bevaebnede roevere som opererer over de meste af byen. Dagligt bliver jeg informeret om omraader under angreb af banditter. Det forekommer for mig som sporadiske angreb paa makedspladser over hele Lagos, som plyndringer af natklubber og restaurenter paa Victoria Island samt plyndringer af personbiler og hjem i de barskere omraader af byen, saasom det omraade jeg hvori jeg bor.

Jeg har forsoegt at danne mig et overblik over situationen, men det forekommer mig at meget faa informationer om disse tilfaelde er til at finde hos den nigerianske presse, saa jeg kan ikke med sikkerhed udtale mig om hvor udbredte urolighederne er. Men hvad jeg med sikkerhed kan udtale mig om er at sidste soendag blev et marked i omraadet kaldt Yaba angrebet af ca. 20 bevaebnede roevere som plyndrede en veksel-shop og skoed og saarede et ukendt antal personer i omraadet. Virkeligheden ramte mig haardt da denne veksel-shop foerhen var den jeg benyttede til at veksle dollars til Naira. Min gode veninde her i nigeria bor med sin familie mindre end ti meter fra markedspladsen.

Alaba marked, ogsaa i Lagos, blev i weekenden roevet og 3 politibetjente og fire roevere blev draebt under skudveksling- blot for at naevne et andet eksempel. 

For et par maaneder siden blev min nabofamilie alle henrettet af en gruppe lokale roevere som var ude efter vaerdigenstande fra familiens hjem. Denne historie er i sig selv skraemmende, men det som skraemte mig mest var at et barn paa under et aar samt hans bror paa tre ogsaa blev henrettet. Denne verden er barsk og uretfaerdig og intet kan retfaerdiggoere mord, men hvad jeg finder mest afskyeligt et mord paa uskyldige boern! at plydre og draebe hvad der kommer i vejen er afskyeligt, at plyndre og draebe boern som ingen trussel udgoer for disse monstre giver mig en ekstra angst, for det giver mig et billede af at disse mord ikke udelukkende er et resultat af eksrem fattigdom og afmagt, men af lyst! De af jer som har set filmen Blood Diamond husker nok det citat som skal retfaerdiggoere brutale masakre paa uskyldige mennesker “you think that I’m the devil; but that is only because i have lived in hell!”. dette citat blev i min bevidsthed da det forekommer mig at disse roevere kunne vaere af samme mentalitet- og det skraemmer mig.

Naar jeg gaar i byen er det ofte paa Victoria Island. Mange af disse restaurenter og natklubber bliver i oejeblikket agrebet af roevere. I loebet af sidste uge blev mindst tre steder plydret - steder jeg ofte besoeger.

Og hvorfor er informationer om disse dramaer ikke officielt til at finde? Jeg har venner som fortaeller mig om massive rekrutteringer af unge maend/boern i delta-omraadet af Nigeria til millitaeret. Gadebilledet bliver mere og mere praeget af millitaeret og de er begyndt at overtage mange af politiets funktioner, men med mere ekstreme metoder. Hvorfor er dette ikke en debat som bliver taget op af landets politikere? Mange sammensvaergelsesteorier dannes i mit hoved- er det regeringens intentioner at lade millitaeret blive foroeget kraftigt? Nigerias fortid med millitaer-diktatur burde faa alarmklokkerne til at ringe hos de fleste naar man ser paa situationen som skabes i dag. Jeg frygter at landets stabilitet er under pres fra de to ekstremer: de brutale roevere og det brutale millitaer. Millitaeret er kendt for at bruge barske metoder i deres kamp mod kriminalitet, i en grad hvor det er svaert at identificere forkskellen mellem de gode og de onde.

Det er mig en gaade hvorfor ingen internationale medier har sat fokus paa denne situation, specielt da det er saa aabenlyst at noget stort er paa faere her- taenk over det; selv jeg som blot har vaeret i dette land i 6 maaneder ser forandringerne ske i min hverdag og er foruroliget over det.

Og her kommer min klassiske konklussion, som i dag er ekstra smertefuld at skrive, men: TIA

Hardship

For pokker hvor er der sket meget siden sidst jeg skrev herinde.

Mit arbejde går meget langsomt da jeg stadig fungerer som stedfortræder for min chef.

Jeg er gået igang med et nyt projekt for gymnasieelever i Lagos som omhandler iværksætteri.

Jeg vil ikke gå for meget i detaljer med projektet men overordnet går det ud på at elever med erhvervsøkonomi skal starte en fiktiv virksomhed og gennemgå alle de processer som iværksættere fra ”det virkelige liv” gennemgår.

Onde tunger vil påstå at det er for stor en mundfuld til at jeg kan gabe over den, men jeg har fået mig et stabilt netværk både her i Nigeria og i det store udland som støtter mig økonomisk og erfaringsmæssigt.

Jeg har fået tilbuddet om at komme tilbage til Nigeria når min praktikperiode er ovre og blive fastansat i organisationen, men jeg har pænt takket nej til tilbuddet da jeg ser det som en fordel for mig at få en uddannelse, og for at være ærlig er Nigeria et dejligt land at være i, men det jeg elsker mest ved Nigeria er at jeg ikke er her for evigt.

Den nigerianske sløvhed, korruption, trafik, forurening og moral (der er helt sikkert mere jeg kan påpege, men lad det nu blot blive ved disse) er ved at give mig mavesår- hov, det har det allerede gjordt! Og findes der noget værre for en 20 årig uden den midste ansvarsfølelse for sit eget velbefindende at måtte ændre sin livsstil radikalt på grund af en lidelse som i reglen burde ramme midaldrende, stressede børshajer i toppositioner med ustabile teenagedøtre? Nej! Jeg har været tvunget til at kvitte smøgerne, sætte flasken på hylden og vinke farvel til min daglige spand koffein og det er ikke let! Tilgengæld kan jeg oplyse jer om at det kan være en erfaring værd at være den eneste i selskabet som er ædru og i stand til huske aftenens forløb, specielt for de med sans for afpresning.

 

Jeg var en tur hjemme i Danmark og fejre julen og nytåret i tre ugers tid, så jeg kom tilbage til Nigeria med forkølelse -og en forpustet lever (før mavesåret begyndte at styre mit liv) og vil i den forbindelse takke alle jeg fik set for en fantastisk juleferie.

Og nu vil jeg med et sadistiske grin over jeres misundelse (nyder i regnen og depressionen i det kolde nord?) fortælle om min fritid siden jeg kom tilbage.

Jeg var i sidste weekend på en motorcykel tur ud til et reservat ca 100 km uden for Lagos. Vi lejede et par hytter og fiskede, grillede, badede og i det hele taget nød en tiltrængt mini-ferie. Derudover har jeg stået på vandski, lærd at køre på motorcykel, set samtlige afnit af Dexter (hvilket absout er værd at bruge en weekend på!), været på menneske auktion (noget med at betale for en date med kendte nigerianere for velgørende formål), tømt minibaren og smadret et hotelværelse med tøserne, vundet over en flok tykke sydafrikanske mænd i club100 (100 shot på 100 min uden at man må forlade sin plads). Den opmærksomme læser vil bemærke at jeg ikke har været helt god til at overholde det med alkohol-stop (mens jeg har skrevet dette har jeg drukket en kande kaffe og røget tre smøger) men jeg er i det mindste på nedtrapning og jeg har et arbejde at passe så der er ikke tid til at ligge i sengen med abstinenser, og pinen fra mavesåret kan jeg delvis ignorere med smertestillende.

 

En anden pine, som jeg ikke kan fjerne med smertestillende, er min værtsfamilie- Det evigt tilbagevendende emne- nye lavmål er nået! Jeg vendte tilbage fra Danmark til en positiv overraskelse, jeg havde fået en blæser til at køle mig ned i de varme nætter.. men men.. snydt! To dage måtte jeg beholde den så blev den taget fra mig som straf for at være for flabet. Hvordan kan det være muligt? Tilgengæld har jeg fået installeret noget andet i mit soveværelse- vores tjenestepige, og ja jeg har forsøgt, men at være flabet får ikke min værtsmor til fjerne hende. Derudover har jeg fundet ud af at vores kok gennem en længere periode har stjålet penge fra mig (længere dedektivarbejde + jeg har på fornemmeren at jeg ville egne mig godt som en af vagterne i guantanamo med mine evner til at få oplysninger ud af folk) så nu har jeg lavet en aftale med hende om at hun vasker mit tøj under resten af mit ophold- alternativet hun fik, var at jeg fortalte min værtsmor om situationen og kokken ville komme i større vanskeligheder. Jeg kan ikke for alvor være gal på pigebarnet da det ligger i den nigerianske kultur at alt som ikke er låst væk er til deling. Denne aftale jeg har indgået med hende er dog et fedt da jeg flytter fra familen i midten af febuar. Jeg har omsider fået nok af at være hos dem og en ny værtsfamile er fundet til mig-krydser fingre for at det denne gang bliver en større succes.

TIA

 

Sygeplejesker og deres manerer

Det har vaeret en travl maaned i Nigeria.

 

Jeg afholdt mit foerste seminar i sidste uge fra tirsdag til torsdag.

Seminaret gik superlativt godt og den succes skal uden tvivl gentages.

Semnaret var mit foerste projekt, saa jeg havde forventet at alverdens ting ville gaa galt, men til min store overraskelse gik det smertefrit.

Seminaret var for nigerianske sygeplejesker med behov for traening i retorik og anvendelse af pc.

Der var 50 midaldrende kvindelige deltagere paa kurset, saa den stoerste udfordring for en 20 aarig hvid kvinde er, at holde disse hoens fra at bruge deres tid paa at sladre med hinanden under foredragene.

Derudover er det et alment problem med nigerianere at de ikke slukker eller saetter deres mobiltelefoner paa lydloes under foredrag, moeder mv. men derimod kigger paa mobilen i 20 sekunders tid mens de overvejer om de oensker at svare, godkender opkaldet uden at forlade selskabet, og begynder hoejlydt at foere samtale.

Nigerianere er et stolt folkefaerd saa den fornaermelse det er for en 20 aaring hvid kvinde at blive afbrudt paa saadan en uforskammet maade, overgaaes af den fornaermelse det er for en 50 aarig at blive bedt om at forlade selskabet mens hun taler I telefon… af en 20 aarig.

Men problemer er til for at blive loest og ‘If you can’t fight them, join them”, saa ved at faa en ven til at ringe til mig en gang hver femte minut uden at slaa min mobil paa lydloes gennemgik jeg et to timers oplaeg om god opfoersel som oplaegsholder og evnen til at holde kursisternes koncentration. Efter det stunt var problemet ude af verden (og ja, de fik noget ud af oplaeget paa trods af mine opkald).

Ud over det pres der har ligget paa mine skuldre mht seminaret har jeg faaet den tvivlsomme aere af en forfremmelse til “stedfortraeder” for min chef som for tiden ikke er i Lagos. Saa jeg har den sidste maaned skulle deltage i utallige maerkvaerdige moeder som jeg absolute ingen kvalifikationer har til at deltage i.

Og her opstaar endnu et kultur problem, for mange nigerianere har ikke noget realistisk begreb om tid. Det er accaptabelt at dugge op en time for sent til et moede, det er acceptabelt at indkalde til et moede men en halv dags varsel, og det er acceptabelt at aflyse et moede naar alle er kommet.

Disse problemer skal foejes til dem med “snik-snak” og mobiltelefoni.

Men paa trods af de mange finurligheder er jeg overordnet tilfreds med mit job.. nej jeg elsker det!

 

Mit forhold til vaertsfamilien har ikke forbedret sig siden sidst jeg fortalte om dem.

For ca. to uger siden blev tjenestepigen alvorligt syg af malaria og var ved at doe i huset af infektionen. Men da en tjenestepige som tjener 3000 naira om maaneden (under 150 dkk), ikke har raad til at betale for et hospitalsophold og min vaertsfamilie ikke har sympatien til at betale for hendes behandling er der ikke meget andet at goere end at lade det “vaere op til gud at bestemme om hun skal doe eller leve” som det blev udtrykt af min vaertsmor.

Heldigvis endte denne historie lykkeligt (tror jeg) for jeg fik ringet til pigens foraeldre og de hentede hende, og et par dage senere fik jeg et opkald fra moderen.. tror at hun sagde noget i stil med “tak for hjaelpen” (mange er ikke i stand til at tale engelsk, saa de taler pigeon-english som er en anelse svaert at forstaa for en europaeer).

Jeg har dog ikke set pigen siden og hun er ikke laengere ansat hos min familie, saa jeg beder til at opkaldet ikke var en invitation til hendes begravelse.

 Efter at tjenestepigen er ude af huset har jeg, som en god nigeriansk pige nu skal, overtaget mange af hendes daglige pligter… eller dvs. jeg kan ikke rigtig finde ud af at opfoere mig som en god nigeriansk pige, saa min “familie” er begyndt at behandle mig som “den foerst foedte soen” saa jeg har ikke andre pligter end at soerge for at holde min sti ren. Jeg har forsoegt mig med rengoering og madlavning men det synes ikke rigtig at virke for mig og jeg tror jeg er til mere besvaer end gavn, saa de har opgivet at forsoege at goere mig til en paen pige. Og nu er det jo ogsaa saadan at jeg ryger, drikker og haenger ud med drenge saa der er ikke meget paen nigeriansk pige over mig.   Og med hensyn til de rygter i maaske har hoert om mine vilde weekender, vil jeg gerne sige at det er alt sammen loegn. Mor, du skal ikke tro paa det. Mine weekender bruger jeg paa at lege med boernene, spille skak med min vaertsfar og gaa i kirke. 

TIA

Hverdagen paa vejen

Lagos-Ibandan hovedvej lever saa sandelig op til dens oegenavn “Nigeria’s gateway to heaven”. Paa grund af daarligt vejsystem med kratere og revner, forsnaevringer og manglende trafikregulering, er det der man skal tage hen hvis man er traet af at leve.

I dag kunne jeg igen laese i avisen om en fatal ulykke paa netop denne straekning.

 

Det er ikke sjaeldent jeg ser trafikuheld i Lagos fordi den jaevne bilist koerer som en braekket arm.

I det hele taget har folk et meget afslappet forhold til koerselssikkerhed her.

Jeg blev introduceret for bemaerkningen “This is Nigeria for you” for foerste gang da jeg havde vaeret i landet i et doegns tid og skulle koere med en chauffoer som tydeligvis havde faaet en enkelt taar over toersten. At naegte at koere med en fuld person bag rettet er en meget slem fornaermelse mod personen og det er europaeisk snobberi. Her maatte jeg for foerste gang se mine fine fornemmelser brutalt blive fejet bort “for intergrationens skyld”.

Har senere erfaret at spritbilisme er en yndet hobby for rigtig mange nigerianere og med mindre man bor paa Victoria Island, og har sin privatchauffoer til raadighed 24/7, saa er det svaert at vaere principiel paa omraadet.

Folk her har affundet sig med at trafikulykker, foresaget af alkohol paavirkning, er en del af naturens gang og det er spild af energi at kaempe imod dette.

Gennerelt koerer folk retarderet her. Enhver chance for at liiige at snige sig ind i den anden bane bliver benyttet og disse manoevrer resulterer ikke sjaeldent i trafikuheld og/eller masseslagsmaal midt paa vejen. Begreber som vigepligt, ensretning og fartbegraensning er fremmede her.  Saa jeg er faerdig med at bande som en gal havnearbejder i Aarhus’ morgentrafik- Danmark med 5 mio indbyggere og et areal paa over 43.000 km2 er peanuts sammenlignet med Lagos by med en befolkning paa over 20 mio indbyggere (folk kan ikke blive enige, men dette er det mest sansynlige skoen) og et areal pa 14.000 km2 -en del af dette areal er daekket af vand – saa naar jeg sidder i bilen paa vej til arbejde og erfarer at jeg har rykket mig 10 meter paa 20 minutter droemmer jeg mig hjem til Aarhus og byens morgentrafik.

 

Jeg fik et meget daarligt indtryk af min vaertsmor da jeg moedte hende for foerste gang. I loebet af vores koeretur fra punkt A til punkt B praesterede hun at koere ind i to biler og en motorcykel, ingen kom dog til skade, og placere sig saa haabloest paa vejbanen at hun maatte faa andre til at navigere hendes bil fri igen tre gange, mens hun stod i vejkanten og tudede som et barn der er blevet vaek fra sin mor. Da vi endelig naede vores destination fortalte hun mig at hun ikke har koerekort, “men det er der alligevel ikke mange der har her”. Hvis mit indtryk er korrekt indtilvidere saa er hun ikke et enestaaende eksemplar af arten “homohovedloes”.   

  

Tilbage til Lagos-Ibandan vejen; for anden gang inden for en maaned er en lastbil fyldt med braendstof tippet omkuld paa denne straekning, har sat ild til alt i dens naerhed og efterladt et landskab med udbraendte koeretoejer og forkullede menneske lig.

Og hvad bliver der saa gjordt ved det? som det ser ud nu er der ikke rigtig noget at goere ved det. Regeringen har godtnok igangsat renovationer af vejsystemet, men definitionen af renovation er aabenbart hovedsageligt at fjerne alt affald fra de aabne kloarker (som ligger parralelt med vejene) og fylde skidtet i de huller som er dannet i vejen. De steder hvor der asfalteres kan man regne med at det vil holde op til et halvt aar, derefter er vejen igen saa slidt at der boer renoveres. Saa medmindre man finder en metode til at reducere antallet af biler paa vejene, vil Lagos’ veje fortsat vaere det rene selvmord at bevaege sig ud paa.

Rasmus modsat

Nigeria bestaar af 50 procent muslimer og godt 40 procent kristne. Paa trods af at befolkningen har formaaet at inddele sig geografisk efter deres religion (muslimer i nord, kristne i syd), er der stadig en religioes magtkamp koerende mellem de kristne og muslimerne, saagar indenfor kristendommen kaempes der for at vaerge flest mulige medlemmer.
Religions-konkurrencen har dannet et bybillede overklistret med religioese budskaber og trusler om alverdens ondskab medmindre man stoetter netop denne kirke (det kan vaere hyldelster til Jesus eller Jehova mf.)
Naar man taender for radioen hoerer man ikke de velkendte reklamer for produkter som man ikke vidste at man ikke kunne leve foruden, men reklamer for den kirke man noedvendigvis skal vaere tilknyttet for at vaere en god Kristen.
Da kirken ikke bliver financieret af staten som herhjemme er den afhaengig af at man paa gammeldags maner spytter i kirkeboessen naar den gaar rundt- saa jo flere mennesker i kirken desto flere Naira I kassen.
Jeg vil tillade mig at sige at nigerianerne er fanatiske med deres religion, som spiller en vaesenlig rolle i alle dele af samfundet, og som atheist er det svaert for mig at udholde de konstante praediker jeg udsaettes for af folk som tror at de kan omvende mig.
Selvom at de fleste tilkendegiver at de respekterer at jeg har min overbevisning og ikke oensker at blive paatvunget andres, er den oftest forekommende afslutningsbemaerkning at, man ikke oensker at tvinge mig til at vaere Kristen, men at jeg blot skal moede jesus foer jeg kan afvise religionen.
Jeg kan hilse og sige at en bemaerkning som at Jesus doede for 2000 aar siden, ikke falder i god jord her.
Som en del af min intergration er det god skik at jeg deltager i hjemmets aftenboenner, for det meste formaar jeg at snige mig udeom disse, men det haender at jeg maa se mig overmandet og mismodigt maa staa skoleret overfor disse, for mig, meningsloese ritualer.
Jeg vil ikke betegne mig selv som anti-autoritaer, men jeg kaemper konstant mod et system som er gennemsyret af meningsloese regler og ritualer, og for ikke at miste besindelsen har jeg udviklet et usynligt reaktionaert forsvar. Dette goer sig f.eks. gaeldende under aftenboennerne hvor min vaertsfamilie med stor glaede lader mig foere ordet paa dansk. Under disse danske boenner plejer jeg detaljeret at beskrive al den danske mad jeg savner og laenges efter og indimellem tilfoejer jeg et amen eller hallelujah for at tilfredsstille familien.
Nigeria har, som alle lande, nogle maerkvaerdige regler, som at man ikke maa floejte efter moerkets frembrud- dette er blevet gjordt mig forbudt- da man derved hidkalder det onde (Uhhh). Og i min protest mod meningsloese regler “glemmer” jeg ofte dette og nyder at floejte muntert og hoejlydt spankulerende gennem dagligstuen, og blot at se maaden hvorpaa min vaertsmor skaerer taender og vraenger ansigt er nok til at loefte mit humoer vaesentligt i et par timer, en saadan handling er som regl afsluttet men en ligegyldig bemaerkning som “Ups, I forgot”.
Hvis jeg virkelig er i hopla kan jeg bruge timer paa at skraale de sange jeg kan paa dansk som indeholder flest bandeord og har de mest sjofle tekster, og jeg griner indvendigt naar jeg hoerer boernene forsoege at synge efter paa mine danske tekster. Jeg er gaaet saa vidt til at give min vaertsmor oegenavnet “Bussemand” – hun tror det betyder Yndig, og boernene kalder hende lejlighedsvis ved hendes nye danske navn.
Denne overmaade ukultiverede ageren giver mig de smaa glaeder og jeg kan sidde for mig selv og fnise som et lille barn af mine narrestreger.
Da jeg kom hjem fra arbejde en dag fandt jeg en udgave af biblen paa min seng og Bussemandens kusine kom ind og tilkendegav at hun ville laane mig biblen saa jeg kunne vaere forberedt til naar jeg ville moede Jesus- I en munter tone fortalte jeg hende, som en “apropos biblen”, om hvordan en af mine venner benyttede siderne i biblen som erstatning for joint-papir naar han loeb toer fordi papiret havde den helt perfekte tykkelse.
Dette er maaske at gaa over stregen med mine blasfemiske tendenser, men jeg har erfaret at det er den type metoder jeg er noedt til at anvende hvis jeg vil opnaa at de forstaa mine pointer.
Og I aften vil jeg fortaelle ungerne om den gudsforladte Ronja-roeverdatter paa trods af at Bussemanden har sagt at jeg korruperer deres sarte sjaele derved. HaeHaeHae.

House of Corruption

Den mest aktuelle sag i Nigeriansk politik for tiden er nu blevet saa absurd at jeg ikke kan lade vaere med at kommentere den.
Patricia Etteh er formand for Repraesentanternes Hus i Nigeria og medlem af det regeringsbaerende parti, PeoplesDemocraticParty. Hun har gjordt sig specielt bemaerket da hun ufrivilligt er blevet hovedperson i en yderst uheldig korruptionssag.
Etteh er anklaget for at have benyttet 628milioner naira af skatteydernes penge paa at renovere sit private hjem, og nu oensker oppositionen at hun forlader sit embede og bliver stillet for retten, men hendes kollegaer fra PDP, som har flertallet af saederne i repraesentanternes hus, oensker at hun forbliver hvor hun er.
Denne sag kom frem blot en maaned efter at PDP offentliggjorde deres anti-korruptions politik, men indtil videre har nigerias president, og partifaelle med Patricia Etteh, valgt ikke at kommentere sagen.
Medlemmerne af repraesentanternes hus har den seneste tid brugt mange arbejdstimer paa at diskutere Patrica Etteh sagen, og skulle vaere kommet med en endelig afgoerelse om henes fremtid i gaar, men under forhandlingerne i gaar udbroed der uenigheder som resulterede i masseslagsmaal og endte med at et fremtraedende medlem af repraesentanternes hus, ogsaa medlem af PDP, fik et hjerteslag og doede deraf, dette betoed at forhandlingene maatte stoppe.
Sagen har indtil viderere kostet mange arbejdstimer og skattekroner, og der er endnu ikke truffet nogen afgoerelse, da Etteh naegter at forlade sit embede frivilligt.
Sagen bliver af mange gjort endnu mere kompliceret end den i forvejen er, ved at Etteh er den foerste kvinde til at besidde en saa hoej post i nigeriansk politik.
Mange kvindefjenske politikere mener at denne sag er ensbetydende med at kvinder og politik ikke kan forenes, og at man i fremtiden skal undgaa at vaelge kvinder til politiske poster, “this is a mans world”.
Samtidig med at denne sag koerer kan man lease i de nigerianske aviser om offentligt ansatte som har forenet sig i massedemonstrationer mod regeringen fordi de ikke har modtaget loen i op til et aar og regeringen staar med en milliard-gaeld til dem, men er ude af stand til at udbetale loenningerne.
Dette har naturligvis ikke hjulpet landet i deres kamp imod korruption, da de offentligt ansatte er noedt til at modtage bestikkelse for kunne forsoerge deres familier, samtidig kan de se deres sag blive negligeret til fordel for Etteh sagen der bude vaere meget enkel. Etteh burde have traat tilbage fra sit embede da sagen kom frem i stedet for at benytte tid og penge paa at traekke det i langdrag.
Jeg ser kun en konstruktiv loesning, som er at Etteh bliver frataget sit embede og stillet til regnskab for sine handlinger, saa der kan statuerers et eksempel fra regeringens side. For at kunne kalde sig et demokratisk parti er man noedvendigvis noedt til at benytte demokratiske metoder i sin politik, korruption inden for egne raekker er ikke en del af disse.
TIA